Søgeresultater

Indtast din søgning ovenfor

Nationalt Center for Overvægt videreføres som fællesregionalt videncenter

Nationalt Center for Overvægt har siden 2020 indsamlet og udviklet viden om overvægt samt formidlet og rådgivet om emner som behandling, forebyggelse, følgesygdomme og vægtstigmatisering. Centret blev oprindeligt etableret for en fireårig projektperiode frem til udgangen af 2023, men videreføres nu som et fællesregionalt videncenter.

Stadigt flere danskere udvikler overvægt og svær overvægt, og der mangler fortsat viden om, hvordan vi bedst forebygger denne udvikling samt behandler svær overvægt og overvægtsrelaterede følgetilstande, fysiske såvel som psykiske. Både nationalt og regionalt er der fokus på at udvikle og stille viden til rådighed inden for dette komplekse område. Her spiller Nationalt Center for Overvægt (NCFO) en aktiv rolle i fortsat udvikling, indsamling og formidling af viden. Med videreførelsen som et fællesregionalt videncenter styrker regionerne den fællesregionale organisering, så centrets arbejde når bredere ud og kommer flere til gavn. Det fremadrettede fokus bliver blandt andet på strukturelle indsatser, kommunale og regionale sundhedstilbud, medicinsk og kirurgisk behandling samt mental sundhed og trivsel.

“Vi sætter stor pris på den anerkendelse, der ligger i, at centret er sikret finansiering fremadrettet, således at vi kan fortsætte med at stille viden til rådighed for alle med interesse for overvægtsområdet, både sundhedsprofessionelle, borgere, politikere og andre interessenter. Vi er nået et godt stykke de første fire år, men der er lang vej endnu, og vi ser derfor frem til fortsat at kunne arbejde med, hvad der er mest effektivt og hensigtsmæssigt at gøre i forhold til denne samfunds- og sundhedsudfordring, hvor flere danskere fortsat udvikler overvægt,” fortæller Jens Meldgaard Bruun, klinisk professor, overlæge og lægefaglig leder af Nationalt Center for Overvægt.

Foto: Nationalt Center for Overvægt. Fotograf: Gary Britton

Antallet af personer med overvægt stiger

Fra 2010 til 2021 er antallet af voksne danskere med svær overvægt steget fra 13,6 til 18,5 procent, og aktuelt lever godt halvdelen af voksne danskere med overvægt, viser tal fra Sundhedsstyrelsens sundhedsprofil fra 2021. Derfor ser Jens Meldgaard Bruun et behov for et øget fokus på udvikling af virksomme tiltag på flere niveauer samtidigt.

“Svær overvægt er en kompleks tilstand, og der findes på nuværende tidspunkt kun begrænset viden om, hvordan man effektivt forebygger og behandler tilstanden. Det er dog tydeligt, at indsatser ét sted ikke er nok. Vi må have fokus på strukturelle tiltag, hvor der iværksættes politikker og indsatser, der gavner folkesundheden generelt. Samtidigt skal vi fokusere på sammenhængende, individrettede indsatser, hvor vi på tværs af almen praksis, kommuner og regioner finder de løsninger, der gavner mest, for de borgere med størst behov, og for dem der ønsker hjælp. Kun ved at spille på mange heste på én gang, har vi mulighed for at vende udviklingen.”

Svær overvægt koster livskvalitet

Mange med svær overvægt oplever vægtstigmatisering, og derudover er svær overvægt en risikofaktor for udvikling af f.eks. type 2-diabetes, søvnapnø, fedtlever, hjerte-kar-sygdomme og visse kræftformer. Netop derfor mener Jens Meldgaard Bruun, at både forebyggelse og behandling skal prioriteres højt.

“Da svær overvægt kan påvirke både den enkeltes fysiske, psykiske og sociale sundhed, er det vigtigt fortsat at arbejde med at udvikle og afprøve nye tilgange til behandling og forebyggelse, målrettet både børn, unge og voksne. Det arbejde ser vi i Nationalt Center for Overvægt frem til fortsat at bidrage til.”

Fakta om overvægt i Danmark

Fold ud Fold ind

  • 52,6 procent af den voksne del af befolkningen lever med overvægt (tal fra 2021 – link)
  • 18,5 procent af voksne danskere lever med svær overvægt (tal fra 2021 – link)
  • Omkring 3-4 procent af børn og unge lever med svær overvægt, en andel som stiger fra indskoling til udskoling (Rapport 2021 – link)
  • Børn af forældre med lav indkomst og lav uddannelse har højest forekomst af overvægt og svær overvægt (Analyse 2021 – link)

Fakta om Nationalt Center for Overvægt

Fold ud Fold ind

  • NCFO fik 10 mio. kr. via Finansloven 2019 til etablering, udvikling og drift i perioden 2020-2023.
  • NCFO har fået tildelt 7,1 mio. kr. fra SSA-reserven 2023 til anvendelse i perioden 2024-2027 – link.
  • De resterende midler til centrets drift og udvikling kommer fra Region Nordjylland, Region Midtjylland, Region Syddanmark, Region Sjælland og Region Hovedstaden.
  • Midlerne skal gå til at indsamle viden og erfaring om overvægt, skabe overblik og stille viden til rådighed om sundhedstilbud og muligheder for forebyggelse og behandling af overvægt samt at formidle og rådgive om nyeste viden til relevante aktører.
  • NCFO overgår i den nye ordning til at have et styrket fællesregionalt set-up med en styregruppe bestående af en repræsentant fra NCFO, en fra hver af de fem regioner, en fra hhv. Danske Regioner og KL samt en observatør fra Sundhedsstyrelsen. Derudover nedsættes et advisory board bestående af en række aktører inden for behandling, forebyggelse, forskning, uddannelse og patientorganisationer, som skal komme med input til centrets arbejde og sikre et bredt perspektiv på NCFOs indsatser.
  • NCFO har fokus på både børn, unge og voksne med overvægt og svær overvægt.
  • Målgrupperne for centrets arbejde spænder bredt fra borgere over sundhedsprofessionelle i kommuner, regioner og almen praksis til politikere.
  • NCFO er fysisk placeret på Aarhus Universitetshospital, Region Midtjylland.