Fem velbesøgte fyraftensmøder veloverstået
Vi har nu afholdt det sidste af fem fyraftensmøder med titlen “Rundt om overvægt”. Der har været stor interesse med knap 600 deltagere – sundhedsprofessionelle med forskellige fagligheder fra forskellige sektorer fra hele landet – der fik en opdatering på viden om overvægt anno 2023. Vi fik også brugbar viden med hjem fra deltagerne.
Gennem 2023 har NCFO i samarbejde med de fem Steno Diabetes Centre afholdt fem fyraftensmøder – ét i hver region. Fyraftensmøderne gav deltagerne en opdatering på viden om overvægt, blandt andet om årsager, konsekvenser, forebyggelse, behandling samt viden om vægtstigmatisering og respektfuld kommunikation. Evalueringerne fra fyraftensmøderne viser en høj grad af tilfredshed, og at deltagerne tog hjem med brugbar viden og inspiration. Ud over at give deltagerne en opdatering på viden om overvægt, fik vi værdifuld viden med retur om deltagernes behov og udfordringer i mødet med patienter og borgere med overvægt.
Vigtige input fra deltagerne
Under fyraftensmøderne stillede vi deltagerne nogle spørgsmål for at blive klogere på, hvilke udfordringer de møder i almen praksis, kommuner og regioner i mødet med borgere med overvægt, hvad de mangler af viden m.m. Det gav blandt andet denne ‘ord-sky’, som viste deltagernes umiddelbare tanker på spørgsmålet: “Når vi siger ordet ‘overvægt’, hvad tænker du så?”.
Vi spurgte også: “Hvilke udfordringer og problematikker fylder mest i mødet med patienter/borgere med overvægt?” Vi har forsøgt at gruppere deltagernes svar, der ligger inden for disse overordnede kategorier:
• Motivation
• Psykiske udfordringer
• Vægttab
• Fysisk udfordringer
• Vaner
• Livsstilsudfordringer
Vi fik i alt 640 tilbagemeldinger på dette ene spørgsmål, så vi har fået masser af gode input til vores videre arbejde. Det ser vi frem til at omsætte til nye arrangementer i årene frem. Har du idéer til indhold og temaer, hører vi gerne fra dig på ncfo@ncfo.dk.
Vi håber, at alle, der deltog på møderne, gik derfra med ny viden. Vi takker for interessen og for de mange brugbare indsigter, vi fik med hjem.
Følg med her på hjemmesiden, på vores LinkedIn-side eller tilmeld dig vores nyhedsbrev, hvis du gerne vil modtage information om fremtidige arrangementer.