Livet med mere_Væggen

Alle kroppe er smukke, alle er lige meget værd, længe leve den forskellige krop, den individuelle, den fantastiske krop, den helt unikke krop, din krop.

Min ekskæreste og jeg gik fra hinanden i starten af 2023. Jeg var på dette tidspunkt svært overvægtig. Som følge af min sorg, uoverskuelighed og at jeg skulle bo alene for første gang, siden jeg flyttede hjemmefra, har jeg tabt mig næsten 27 kilo fra maj til nu, og er gået fra str. XXL til str. M og str. L. Og ikke på en god og sund måde. Jeg væmmes over hvor pænt og godt folk, jeg kender perifert, behandler mig nu. Hvor er det pænt til dig at du har tabt dig, siger de tit. Når jeg har overskud til det, svarer jeg med Ja, sådan går det når man ikke spiser grundet sorg og ked af det hed. De fleste bliver enormt forfjamskede og ved ikke hvad de skal gøre af sig selv. Jeg er skræmt over hvordan jeg lægges mere mærke til, at der oftere kommer komplimenter vedr. mit udseende, at jeg bliver taget mere seriøst på mit arbejde og at jeg reelt bliver respekteret mere

Folk tror åbenbart at tykke mennesker er ufaglærte, arbejdsløse, dovne og dumme, for nye mennesker bliver altid forbavsede når de erfarer at det sidder et kvik hovedet på mig, der har taget en lang uddannelse og har arbejdet siden jeg var ung og stadig gør det her i midt 50erne. De bliver også forbavsede når de ser jeg er stærk, fysisk aktiv og meget social anlagt og lokalt engageret og i øvrigt elsket og vellidt af mange mennesker der ikke kunne drømme om at kommentere min overvægt som er på BMI 45. Hvorfor forbavser det det nye mennesker?

Som overvægtig kender jeg godt den kliniske term for dette, men jeg hader virkelig begrebet ,Fede mennesker,. Det rammer mig hvergang.

Jeg HAR svær overvægt, jeg ER tyk, men fri mig for at være et fedt menneske pga min krop.

Efter voldsomme blødninger blev jeg henvist til gynækolog. Hun konstaterede at jeg havde en muskelknude på 5×5 cm i min livmoder. Jeg var på det tidspunkt 45 år, overvægt BMI,35. Iflg hende var fjernelse af min livmoder ikke muligt pga min overvægt. Jeg fik en hormonspiral. Blødningerne stoppede men startede igen efter 5 år. Ny spiral faldt ud. Muskelknuden var nu dobbelt str.
Ny gyn. anbefalede fjernelse af livmoder trods vægtforøgelse til BMI 38 gr. overgangsalder. 780 gram vejede knuden ved fjernelse. Helt ukomp. forløb. INGEN stigma på sygehuset.

Jeg blev afsluttet fra nødvendig kæbekirurgi ordineret af børnetandpleje. Jeg var for fed sagt tandlægen som ikke gad henvise sagen til OUH.

Jeg tror fuldt og fast på at man, ved at gøre psykolog hjælp gratis, vil kunne komme størstedelen af livsstilssygdomme til livs.
Krop og sind følges unægteligt ad.

Jeg kunne ikke komme i fertilitetsbehandling fordi mit BMI ligger et par stykker over 30. Jeg fik at vide at jeg kunne komme tilbage, når jeg havde tabt mig, uden tilbud om hjælp, og så ville de i øvrigt stille mig på vægten og tjekke, at jeg så også havde tabt mig før de ville starte behandling. Jeg betaler i stedet selv for behandlingen, hvor der aldrig er blevet set skævt på min vægt.

I 20 år gik jeg til lægen med svære daglige smerter i min ene ankel. Min læges forklaring var altid min vægt. Som 20 årig fik jeg et privat hospital til at se på min ankel og kan bla. se at den har været brækket, der ligger løs knogle og flyder rundt, og de fortæller at de kan forsøge at redde min ankel med en mindre operation. Den operation virker i et år. Jeg får en henvisning til Hvidovre efter 1 års håb på bedring. De fjerner min ankel knogle, og må bygge en erstatning af hæl knogle. Efter i alt 23 år med smerter, er jeg nu smertefri.

Jeg har fået at vide af en sygehuslæge, at det er min egen skyld, at jeg har udviklet en sygdom, fordi jeg er overvægtig. Forinden har jeg i mere end 10 år gentagne gange efterspurgt hjælp til vægttab hos min egen læge, men er blevet afvist hver gang, fordi jeg ikke fejlede noget, udover at være overvægtig. Nu hvor jeg ER syg, og sygehuslægen mener, at der pga. min overvægt, kan jeg heller ikke få hjælp. Hverken via sygehuset eller via min egen læge. Jeg kan godt få udskrevet medicin med flere alvorlige bivirkninger.

Jeg kan ikke lide, at gå rundt i det offentlige rum med min familie, fordi jeg er meget tyk, og de er slanke. Når jeg går sammen med dem oplever jeg ofte, at andre mennesker kigger underligt på mig. Jeg tror, de undrer sig over, om hende den tykke virkelig er sammen med de slanke mennesker.

Har kæmpet med vægten hele mit liv og haft yoyo vægt, hvor jeg har smidt 30 kg og taget på igen. Jeg har haft en hård opvækst og har udviklet angst, depression og en spiseforstyrrelse. På grund af en fødselsdefekt i navlen, har jeg som voksen udviklet et navlebrok i forbindelse med min overvægt. Har været henvist til mavetarmkirurg 5 gange og er hver gang blevet fatshamet og fået besked om at de kun vil hjælpe mig når jeg har tabt mig 50 kg og kan garantere jeg ikke tager på igen. Navlebrokket måler nu 25 cm i dia og jeg er invalideret af det.

Jeg synes, det er dybt frustrerende, at der næsten ikke findes sundhedsfaglige tilbud til at behandle den sygdom, som svær overvægt er. Jeg har et BMI på 37 og lider af depression. Da jeg spurgte min læge, hvorfor det er så svært at finde hjælp, svarede hun, ganske ærligt, tror jeg, fordi der ikke rigtigt er noget, som hjælper. Uanset om hun har ret eller ej, er det en nedslående besked at få.

En af de eneste gange i mit liv, hvor jeg for alvor har oplevet min far give udtryk for, at han er stolt af mig, var efter et vægttab på knap 52kg. Siden dengang har min vægt svinget periodisk, uden aldrig at nå det højeste punkt igen, men det er hårdt at føle, at ens forælders tilfredshed med deres barn, på den måde svinger sammen med vægten.

At være overvægtig betyder ikke, at jeg er doven, at jeg ikke elsker motion og sund mad, at jeg ikke har stor indsigt i kost, kalorier m.m., at jeg er dum, at jeg hver ikke dag kæmper for at ændre min vægt..

Jeg er ikke så høj og nu hvor jeg vejer lige over 100 kg er min BMI over 40. Alligevel synes jeg det er svært at blive taget alvorligt hos lægen, da mine blodprøver ser ok ud, nok fordi jeg træner en del, som bare siger, jeg skal fokusere på maden.

Jeg ville ønske at folk der ikke er overvægtige vidste, hvor ubehageligt det er, måske de ville tænke lidt mere over hvad de siger så.
Ja det er min egen skyld at jeg er ty men ved I godt at jeg ikke tør svømme i en offentlig pool fordi jeg skammer mig over hvordan jeg ser ud? Ja jeg burde spise mindre, men ved I godt, at jeg tit tænker at jeg ikke rigtig fortjener succes, fordi jeg er mindre værd end dem der ikke er overvægtige? Ja jeg burde motionere noget mere, men jeg er flov over at løbe og at folk kan se min fedme udstillet i min blævrende krop.

Jeg æder mig ihjel, for det er det eneste, jeg kan finde ud af. Jeg har lige tabt 18 kg ved hjælp af motion og sundere vaner og nu æder jeg dem så på igen. Jeg kan ikke lade være, for jeg er så ensom og ked af det. Jeg har virkelig spist meget i dag og det hele kører på mig. Høj tinnitus, hjertebanken og tårer i stride strømme. Hvorfor kan jeg ikke lade være?

Hej. Jeg er overvægtig, og jeg skammer mig over det. Jeg har sådan en lyst til at tabe mig, for min og mine børns skyld. Men min rygrad er forsvundet.
Jeg elsker grøntsager, fuldkorn osv., men trangen til søde sager overtager fuldstændig.
Jeg synes det er flovt at gå i motionscenter, at løbe en tur i vores by og lignende, for jeg er bange for hvad folk tænker om mig.
Hvor ville jeg ønske, at jeg kunne være ligeglad med folks meninger, men det kan jeg ikke, desværre.
Når opbakningen ikke er der, og jeg får at vide fra min partner at ,du behøver heller ikke blive større, er det så også fordi h.n skammer sig.

Uanset hvad jeg henvendte mig med til min tidligere læge, kommenterede han altid, at det ville jo hjælpe, hvis jeg tabte mig. Jeg har haft normalt blodtryk altid, og han var synligt irriteret over det, for med min vægt havde man naturligvis forhøjet blodtryk.

Mange fordømmer og tror de ved… Selvom jeg er idag er normalvægtig efter halvering af min vægt ved GB og livsstilsændring, så har jeg min tidligere udiagnostiserede og uanerkendte spisforstyrrelse BED med mig i bagagen. Jeg bær stadig min historie, min fortid og min afhængighed med mig resten af livet med opmærksomed og minderne om, hvordan det var at bære de mange kg, der repressenterede alt dårligt der skete mig, som min krop pådrog sig i kg som beskyttelse. Dont judge when you Dont know.

Da min far fik Diabetes 2, spurgte jeg min tidligere læge om min overvægt satte mig i risikozonen. Hendes svar var, at det ville klæde mig at tabe mig. Da jeg spurgte endnu engang for at høre, om det var hendes visuelle mening eller en sundhedsfaglig vurdering på præcis mit spørgsmål, var svaret fuldstændig det samme, nu blot sagt vredt.

En fremmed mand henvendte sig højlydt til mig i bybussen en eftermiddag, jeg var på vej hjem fra uddannelse. Hold da kæft, det er godt nok godt, man ikke skal betale ud fra vægt, var ordene. Selv her knapt 10 år senere står de stadig indprentet tydeligt i min hukommelse, for lige den dag gjorde de ondt.

Fedmeoperationer var vejen frem. Der sagt en læge direkte at jeg belaster afdelingen, vi er ikke en socialkontor da jeg pga. fejl og mangler er syg når jeg bare kun spis mindre osv. frem for en operation

Sagt i en træningstime af træneren, imens vi sad på romaskinerne
Hvis man har en for stor mave, kan man sprede benene lidt ud til siden.
Garanteret for at hjælpe, men den gik lige ind i hjertekulleren på mig. Ubehageligt, da det blev sagt lige ud foran mig. Mig med den største af alle maver. Synes jeg i hvert fald selv.

Jeg oplevede ved en lumbalpunktur i gennemlysning , efter li knap 2 timers forsøg lykkes det med ny læge. den tideligere læge udtalte sig med ca 7 andre sundhedsfaglige personer i rummet, imens jeg var ved træde ned på gulvet med ryggen til ham. At det ikke var til i 20 cm fedt. osv . Der var ikke et eneste menneske i det rum der sagde at han kunne have ventet til jeg var ude af døren. aldrig har jeg følt mig som et dyr der lige er blevet hevet ned fra krogen og klar til udskæring. jeg er stadig en såret kvinde snart et år efter , oplevelsen.

Jeg har været overvægtig hele mit liv, og har fået to børn som også skal kæmpe hårdt for at holde vægten nede. Jeg har oplevet at blive kaldt til samtale hos en chef der gerne ville vide hvad jeg gjorde for at tabe mig. Dette til trods for jeg ikke havde haft en eneste sygedag i 3,5 år. Jeg er voksen og kan håndtere de ting der følger med når andre kommenterer og kigger skævt, men jeg tænker meget på de unge der i forvejen har rigeligt at bokse med.

Jeg har konsekvent fået højere karakterer ved anonyme skriftlige opgavebesvarelser fremfor mundtlige eksaminer i mine 5 år på universitetet. Jeg havde også svært ved at finde medstuderende at samarbejde med, indtil en studiekammerat højlydt roste mine faglige evner. Derefter kunne jeg pludselig godt få en chance hos nogle medstuderende. Jeg havde selv en oplevelse af, at min overvægt spillede en rolle i begge eksempler.

Jeg har ikke spist noget usundt som fx is og fastfood i det offentlige rum, siden jeg var 16 år gammel og begyndte at blive tyk. Jeg skammer mig pga. min vægt og er bange for, hvad andre vil tænke. Jeg er 30 år i dag.

Uanset hvorfor jeg er hos lægen, er svaret altid Det kunne jo nok hjælpe at tabe dig. Men ingen hjælp til hvordan

Jeg synes det er skræmmende at man kan få hjælp til vægttab med ozempic og lignende præparat, men der er ingen hjælp i forhold til tilskud medmindre du samtidig har sukkersyge. Prisen er simpelthen for høj pr måned til at det er en mulighed for mig. Mit BMI er på 45. Man kunne jo tilbyde overvægtige med BMI over 35 at få medicinen med tilskud!

Jeg ved ikke hvordan jeg skal blive et helt menneske. Jeg har søgt hjælp ved læge, LMSOS, psykolog, diætist, selvhjælpsgrupper… ja nærmest alle steder… Men det bliver værre og værre… Jeg tager mere og mere på… det er en ond spiral..

Jeg er mere end træt af, at overvægt kun ses som selvforskyldt. Der ligger videnskabelig dokumentation for, at ikke alle overvægtige selv er skyld i deres overvægt. Jeg har siden teenagealderen stille og roligt taget på, min mor har løbet til lægen, idet mine søskende ikke var overvægtige, og jeg spiste mindre og dyrkede mere sport end mine søskende. Der var ingen hjælp at hente. Idag har jeg et dårligt forhold til mad, spiser ingenting i perioder, og for meget i andre perioder. Mit liv er en lang dehumaniserende slankeskur.

Ved et højt bmi tilføjer sundhedspersonalet beskrivelse som ekstrem fed. Det er vel ikke nødvendigt. Bmi tallet taler for sig selv

Jeg vil ønske folk vil lade være med at kommentere. Jeg tabte 28 kg på 5 mdr i 1999 efter en spise forstyrrelse. Siden har jeg ikke kunne tabe mig til trods for stor viden omkring kalorier kost sammen sætning mm. Fik konstateret tårnene høj c peptid af en speciel læge men har normalt blodsukker. For højt insulin skaber manglende mæthedsfornemmelse. Min læge vil ikke give mig noget for det så insulinen kan komme ned. Jeg skal bare tabe mig og motionere. Hilsen en der skal tabe 100 kg. Er imod operation

Jeg synes er helt hen i vejret, at jeg med et bmi på 50 sagtens kan få gratis fedmeoperation, men tilskud til medicinsk behandling med Wegovy kan man kun få hvis man er alvorligt hjertesyg eller har diabetes. En kombination af søvnapnø, højt blodtryk og forebyggende hjertebehandling er ikke nok. Så nu skal jeg gå og håbe på et lille hjerteanfald, så jeg kan få tilskud til medicinen. Hvis jeg overlever…..

Føler min familie skammer sig over min overvægt

En ung kvinde der hade været igennem en bariatrisk operation fortalt at den største forandring var i hvordan andre så hende. Hun var deltagere i et forskningsprojekt hos mig. Hun fortalte at hun efter operationen og en stort vægttab for først gang blev hilset på når hun gik med sin hund, tidligere hade folk alltid kigget væk. Kigget væk.
Det er jo forfærdeligt og yderst skræmende. Husk at se mennesket, sådan rigtigt møde det, uanset indpakning!

Jeg var i et supermarked, der er ikke mange. To unge medarbejdere diskuterer højlydt hvad man kalder sådan en som mig. Er hun et fedt eller tykt svin? Ham bag kassen råber ned til den anden mens jeg står i kø ved kassen jeg vil nok sige et fedt svin. Ingen siger noget, jeg kan ikke få mig selv til at sige noget. Jeg er voksen og mor, men jeg kan ikke få et ord ud. Jeg er målløs. Jeg ender med at skrive til den butiksansvarlige om episoden, hun undskylder på medarbejdernes vegne. Jeg husker ikke deres ansigter, men ordene sidder fast i min hjerne

Min nuværende praktiserende læge taler ALDRIG om min vægt medmindre jeg bringer det op selv. Vi kan sagtens tale sundhed og symptomer uden min vægt bliver et tema. Tænk, at det skal opleves som noget helt særligt.

Når jeg køber tøj, oplever jeg ofte, at ekspedienten insisterer på, at jeg skal prøve tøj der er for småt, selvom jeg efterspørger en større størrelse. Jeg får ofte svaret at, så stor er jeg da ikke. Ligeledes bliver det ofte vurderet at noget sidder flot fordi det slanker eller skjuler dele af min krop. Så selvom en almindelig tøjbutik fører store størrelser, som jeg kan passe, så køber jeg ofte i butikker for store størrelser, så jeg slipper for at blive mødt som noget andet end den jeg er.

I undervisning om sygeplejerskens rolle, tog læren fedme og rygning som eksempler det nok ikke er helt ok en sygeplejerske ser sådan ud. Vi var flere svær overvægtige og ingen sagt et ord om fedme er en kronisk sygdom.

Fedmeoperation er selvforskyldt og CT scanning blev aflyst da fedmeoperationer jo har kendte følger, da de endeligt lavede min fandt de plast lægen glemt to år inden under operationen …

Jeg gik til lægen, fordi jeg havde ondt i øret. Han var ikke interesseret i mit øre, men kommenterede i stedet på min vægt og spurgte, om jeg motionerede. Da jeg svarede, at jeg cyklede, fik jeg at vide, at det ikke var nok.

Jeg var som teenager svært overvægtig. Jeg havde fritidsjob som avisbud, og en dag på ruten holdt en bil ind til siden. Føreren, en mand, rullede vinduet ned og sagde, at det var en skam jeg var pakket ind i så meget flæsk, for ellers ville jeg nok have en god røv.

Mit største ønske er at få hjælp til BED udover mentalt også med en fysioterapeut eller lignende der kan hjælpe en der vejer 200 kg, til et mere aktivt liv igen. Når man fysisk ikke kan så meget. fx. hen ad paragraf 85 støtte. Hvor der tages tid til at give succes oplevelser og der samtidig kan arbejdes mentalt med BED. uden at man ligger et press på motion. hjælp på den langsigtede vej tilbage til livet igen. væk fra isolation og selv had. Hjælp til at stå imod den negative opmærksomhed man får selv når man frabeder sig den.

Jeg var ude at handle ind og står og ser på nogle varer mellem to reoler. Fire mænd omkring 20 år vil gerne forbi mig, og jeg rykker mig derfor til siden og flytter min kurv. Imens efterligner en af mændene lyden af en lastbil, der bakker og siger en bestemt biptone. De andre griner højlydt, mens de kigger på mig. Jeg får det meget dårligt og reagerer senere ved at overspise. Oplevelsen sidder stadig i mig her efter næsten tre år.

Klinikassistenten ved min tandlæge gik ud fra, at Kommunen skulle betale min tandlægeregning og sagde højt i venteværelset foran andre patienter, at hun sendte regningen videre til Kommunen. Først efter en længere ordveksling forstår hun, at jeg selv skal betale. Jeg følte mig ydmyget. Jeg er overbevist om, at hun koblede min overvægt med sin egen fordom om, at jeg så måtte være socioøkonomisk dårligt stillet. Jeg har aldrig modtaget offentlig hjælp udover SU.

Jeg har, lige så længe jeg kan huske, kæmpet med overvægt. Jeg spillede håndbold og badminton, og spiste mindre og sundere end mine slanke søskende..Konstant mobberi af et par piger i folkeskolen gjorde, at jeg udviklede enormt lavt selvværd, og i 8. klasse begyndte jeg at tænkte om det var bedre jeg ikke var her.. jeg gjorde aldrig noget men tankerne var der og jeg udviklede et forkvaklet forhold til mad. Jeg spiste næsten ingenting i lange perioder med vægttab som mål for så at tage endnu mere på. En total yoyo vægt som er fortsat ind i voksenlivet…

Selv ud fra et helt koldt og klamt regnestykke er det hul i hovedet, at der ikke bliver investeret massivt i behandling af overvægt, som rammer over halvdelen af den voksne befolkning og en femtedel i særligt svær grad, og som må koste milliarder af kroner hvert år. Det virker ikke alene sjofelt og uretfærdigt, overfor dem, der lider af sygdommene, når vore politikere, og en stor del af sundhedssystemet, behandler det som et individuelt og personligt problem. Det er også en utroligt dårlig forretningssans, som skyldes fordomme og mangel på visioner.

Jeg har perioder med overvægt og perioder hvor jeg er normalvægtig og i god form. Jeg har svært ved at vurdere om det er dårligt mentalt helbred der resulterer i overvægt eller om det er overvægten der giver dårligt mentalt helbred, men det følges i hvert fald ad. når jeg er overvægt er jeg deprimeret og har lavt selvværd.

Det er super svært at være i kategorien svært overvægtig og næsten hele livet levet med yoyo vægt. Det et problem både at få læge og andre til at forstå at man gerne vil gøre noget uden at blive stigmatiseret.
Tror det er blevet sådan fordi det er mere acceptabelt at være super slank og, passe ind, i de bokse der er i samfundet. Og de bokse er der uanset hvad der bliver sagt når man snakker med andre.
Og ja motion og bevægelse er svært når ens selvfølelse er ikke eksisterende. Det kan dog nogle gange lykkedes at nogle gange at få hjælp men det er svært