Nationalt Center for Overvægt er i gang
Nationalt Center for Overvægt blev en realitet i 2020 og har nu skabt et stabilt grundlag at udføre dets arbejde ud fra. Formålet er at samle og dele viden om overvægt.
Sundhedsministeriet afsatte på baggrund af finanslovens sundhedspulje 10 mio. kr. til etablering af Nationalt Center for Overvægt, med virke i perioden 2020-2023. Centret er nu klar til at åbne op for omverdenen og vise deres aktiviteter frem. Det første år er gået med at ansætte personale og etablere organisationen, udvikle og opstarte videnindsamlingsaktiviteter og bygge centrets identitet og online formidlingsplatforme.
Nationalt Center for Overvægt fungerer som et videns- og rådgivningscenter, der samler tilgængelig viden og erfaringer med behandling og forebyggelse af svær overvægt. Centret udvikler løbende et nationalt overblik over eksisterende, kommunale sundhedstilbud med henblik på at identificere de tilbud, der bedst støtter personer med overvægt i at udvikle en sund tilstand. I løbet af efteråret og vinteren 2020 har centret opstartet test af den kommunale videnindsamling. Sideløbende indsamler og udvikler centret forskningsviden i relation til overvægt. Den viden, centret opbygger bliver tilgængelig online for alle danskere, men særligt for fagpersoner, der arbejder med svær overvægt med henblik på at udvikle eksisterende eller etablere nye sundhedstilbud, der bygger på nyeste viden og evidens på området. Allerede nu er det muligt at finde viden på centrets hjemmeside.
Centret vil knække overvægtskurven
Sammen med andre aktører skal centret bidrage til at forbedre og styrke forebyggende initiativer og behandlingen af følgesygdomme til overvægt. På den lange bane vil centret bidrage til at bremse væksten i antallet af personer, der lever med svær overvægt med henblik på at styrke den enkeltes livskvalitet.
– Som nationalt center skal vi være brobygger mellem forskning og praksis, men vi vil være mere end det – vi vil være samlingspunktet for viden om overvægt i Danmark for alle, der er interesseret i at vide mere. Formålet med vores aktiviteter er naturligvis først og fremmest at styrke og udvikle sundhedsvæsenets tilgang til og viden om svær overvægt hos børn, unge og voksne. Men vi vil også søsætte aktiviteter, der fokuserer på kompleksiteten i overvægt og bringe nuancerne ind i både debatten og danskernes hjem – ikke mindst for at aflive myter og mindske stigmatisering af personer med overvægt, fortæller Jens Meldgaard Bruun, lægefaglig leder af Nationalt Center for Overvægt.
Overvægt kan påvirke fysisk, psykisk og socialt
Antallet af danskere med overvægt stiger. Den Nationale Sundhedsprofil fra 2017 viser, at 51 procent af den danske befolkning har en BMI over 25 og dermed betegnes som overvægtige. Det er et problem, fordi jo højere vægten er, jo større er risikoen for type 2-diabetes, hjertekarsygdom, søvnapnø, kræft og andre livsforkortende og livsforringende følgesygdomme.
– Udviklingen er desværre ikke kun et problem i et samfundsøkonomisk og folkesundhedsmæssigt perspektiv, men i meget høj grad også et problem for den enkelte, der kan opleve nedsat bevægefrihed, følgesygdomme og generelt dårlig social trivsel og nedsat livskvalitet. Så ud over viden om følgesygdomme, er et andet, vigtigt fokus for os at udbrede viden om stigmatisering og den psykologiske belastning, personer med overvægt oplever. Mange lever heldigvis et sundt og godt liv med overvægt, men vi som nationalt center og samfund skal være der for de personer, der ønsker en forandring og som oplever følgesygdomme, eller som gerne vil komme følgesygdomme i forkøbet, fortæller Jens Meldgaard Bruun.