Nu kan du booke “Intet at se!”
Vores billedbank har givet anledning til at lave en udstilling, der sætter fokus på vægtstigmatisering. Den kan nu bookes af andre.
En række billeder fra Billedbanken er blevet til udstillingen “Intet at se!”, som vi havde fornøjelsen af at udstille i de smukkeste rammer på Aarhus Rådhus oktober 2023. Herefter var udstillingen en tur i Nyborg på årsmødet for Dansk Selskab for Adipositasforskning (DSAF), hvor vi holdte oplæg om billedbanken “Fra idé til eksekvering til udstilling”.
Udstillingen viser værdige billeder af personer med overvægt og sætter fokus på, hvordan stigmatiserende billedbrug påvirker vores holdninger til overvægt. Den indeholder også viden om vægtstigmatisering, konsekvenserne herved, hvad vi kan gøre for at mindske den, samt viden om hvorfor vi udvikler overvægt.
I øjeblikket kan udstillingen opleves på Esbjerg Sygehus frem til uge 11. Nu er spørgsmålet: hvor skal den hen bagefter?
Kunne du tænke dig at få besøg af udstillingen?
Det er gratis booke udstillingen – det koster kun fragtomkostninger. Den kan bookes af alle, der ønsker at dele viden om og sætte fokus på kompleksiteten i overvægt og vægtstigmatisering. Den kan for eksempel sættes op på biblioteker, museer, skoler, arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner. Udstillingen er egnet fra ca. 13 år og opefter.
Udstillingen indeholder 24 billeder, både portrætter og tekst. Skriv til os på ncfo@ncfo.dk, hvis du vil høre mere eller ønsker at booke udstillingen.