Søgeresultater

Indtast din søgning ovenfor

Billedbank med ikke-stigmatiserende billeder af personer med overvægt på vej

Ny, dansk billedbank med værdige, ikke-stigmatiserende billeder af børn, unge og voksne med overvægt er under udvikling. Formålet er at bidrage til at mindske og modvirke vægtstigmatisering. Billedbanken forventes at være færdig inden juli 2023.

Forestil dig, at et emne bliver dækket i medierne – det kunne være, at tilslutningen til lokal-idræt er faldende. Artiklen ledsages af et billede. Billedet viser en person, der står med en bold i hånden foran et mål, men det kan man ikke se, for kun personens mave er synlig på billedet. Det er et utænkeligt scenarie, for man vil altid vise hele personen og måske noget af omgivelserne i afdækningen af sådan et emne. Det gør man ved afdækning af de fleste emner.

Medmindre emnet er overvægt.

Fordomme fastholdes gennem billeder

Når diverse medier skriver om emnet “overvægt”, er artiklen ofte ledsaget af et billede, der kun viser personen bagfra eller maven på personen – gerne strammet ind med et målebånd. Billedet viser ofte en person i en stereotyp situation eller i gang med en stereotyp adfærd. Det kan være personen spiser en is eller burger og har spildt ned ad blusen. Eller personen sidder i en stol med armlæn, hvor vedkommende har svært ved at være, så det nærmest fremstilles komisk. Disse billeder er med til at understøtte og fastholde fordomme og stereotype opfattelser om personer med overvægt, som værende f.eks. dovne, sjuskede, uintelligente og uden viljestyrke.

En ny fortælling

Billedbanken kommer til at indeholde billeder, der viser, at livet med overvægt også er et liv med fodbold, madpakker, lægebesøg, havearbejde, glæder og sorger. Ønsket med billedbanken er dermed at bidrage til en ny fortælling, der kan skabe en holdningsændring i forhold til overvægt og dermed skabe et mere værdigt, fordomsfrit og ikke-stigmatiserende syn på børn, unge og voksne med overvægt. Derudover er forhåbningen med billedmaterialet, at danskere med overvægt kan spejle sig i de billeder, som de fremover møder i artikler, rapporter og andre steder, når emnet er overvægt. Repræsentation er vigtigt – også når man lever med overvægt.

Klar til brug sommeren 2023

Nationalt Center for Overvægt er i fuld gang med at udvikle billedbanken, som bliver en realitet med midler fra alliancen Børnevægt i balance, som sekretariatsbetjenes af Novo Nordisk Fonden. Billedbanken kommer til at indeholde billeder med personer i alle aldre og i mange forskellige situationer, der afspejler det almindelige, levede liv. Billederne bliver gratis at downloade og kan benyttes til ikke-kommercielle formål. Dvs. at medier, skoleelever, kommuner og andre kan bruge billederne, når emnet er overvægt. Billedbanken forventes at stå klar til brug sommeren 2023.

Hjælp os med at finde modeller

Castingbureauet Smash Agency er i øjeblikket i gang med at finde modeller til vores billedbank. Læs mere få deres Facebook-side og hjælp os med at finde de helt rigtige til opgaven.

Kvinde smiler og ser direkte ind i kameraet